Manden på broen

Jeg var i Prag i sommeren 1994, ligesom så mange andre var det år. Og jeg tror at alle der nogensinde har været der altid vil huske det. Og alle der ikke har været der endnu, har virkelig noget at se frem til, eller noget at tilføje deres ”to-do” liste.
For mig er det en magisk by. Alle de gamle smukke bygninger, og alle de mennesker der bor og besøger byen. Jeg holder specielt meget af de små smalle gader der ligger lige nedenfor slottet. Det føles næsten som om man er langt tilbage i tiden, og så drejer man lige om en hushjørne, og er tilbage i nutiden.
Jeg havde lejet en lille lejlighed i udkanten af byen, lige ved næstsidste Metrostop. Derude var jeg omgivet af lokale jeg ikke kunne tale med, men det var meget billigt, og også en del af charmen ved turen.
Det jeg husker bedst fra turen (bortset fra makrelmad og champagne) er en tur ind til byen med den første Metro tidligt søndag morgen, bare for at tage billeder og opleve byen vågne op. De menneske-tomme gader og den næsten larmende stilhed. Det er noget jeg aldrig glemmer.
Jeg skal helt sikkert derned igen. Og jeg vil meget gerne derned om vinteren. Dels for at undgå de mange turister der besøger byen hvert år. Men også for at opleve byen med sne. Det er jeg sikker på er et meget smukt syn.
Alle den der har besøgt Prag kender sikkert manden på billedet. Hver eneste gang, i de 3 uger jeg var dernede, jeg passerede Karlsbroen sad han troligt og spillede løs på sin harmonika. Jeg ved ikke om han stadig er i live, men hvis der er nogen der ved det så send mig lige en besked. For mig er han Prag sommeren 1994.


